fbpx
Uden erfaring er det svært at vide, hvordan man byder ind - Potential in Action

”Uden erfaring er det svært at vide, hvordan man byder ind”

Kamilla Broegaard Knudsen er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og deltog i foråret 2017 på caseforløbet hos Potential in Action. Her var hun med til at løse en case for virksomheden BJ-Gear A/S – en virksomhed, hvor hun i dag er ansat som kommunikationsmedarbejder. Hun fortæller her om sine oplevelser under forløbet og om de erfaringer, hun har gjort sig som nyuddannet akademiker.

Jeg var fra start af meget åben over for alternative jobmuligheder

Som nyuddannet cand.mag. i litteraturhistorie var jeg helt fra start af meget åben over for, hvad jeg kunne ende med at arbejde som. Fra studietiden vidste jeg, at man selvfølgelig kunne ende med at lave noget meget fagnært, men at man også kunne ende i en helt anden stilling. Så jeg var som jobsøgende opmærksom på, at der var mange andre muligheder end dem, jeg umiddelbart kunne identificere ud fra min faghorisont – og dem ville jeg gerne prøve af. Men det er svært at realisere. Har man ikke været i en virksomhed, er det svært at vide, hvad man kan levere, og ikke mindst hvordan man skal italesætte sig selv som potentiel medarbejder.

"Jeg var som jobsøgende opmærksom på, at der var mange andre muligheder end dem, jeg umiddelbart kunne identificere ud fra min faghorisont - dem ville jeg gerne prøve af. Men det er svært at realisere."

Jeg lagde derfor ud med at søge job inden for et ret fagnært område, bl.a. inden for biblioteksverdenen, men også inden for kommunikationsbranchen. Især i forhold til sidstnævnte kunne jeg dog mærke, at jeg manglede mere konkret erfaring med specifikke opgaver og værktøjer.

Jeg var derfor godt i gang med at lede efter virksomhedspraktik, da jeg hørte om Potential in Action.

Muligheden for at løse en konkret case og have en daglig gang i en virksomhed

Det var Jobcenter Aarhus, der tippede mig om caseforløbet hos Potential in Action. Her kunne man som nyuddannet akademiker blive sendt ud i et team og lave et konkret projekt hos en virksomhed. Det tiltalte mig meget, at man på den måde fik mulighed for at byde ind på en konkret case – og at man fik mulighed for at prøve at have sin daglige gang i en virksomhed.

Så jeg søgte om at komme med og fik heldigvis lov, selvom det betød, at vi startede en ekstra på holdet. Ud af de fire forskellige business cases valgte jeg den, der handlede om at afdække målgruppe og brugerbehov hos virksomheden BJ-Gear A/S i forbindelse med deres nye hjemmeside. Den case lå tæt op af kommunikation og marketing, og jeg tænkte, at det godt kunne være der, drømmejobbet lå. Men min motivation var sådan set også bare at komme ud, være i gang og suge til mig.

"Den case lå tæt op af kommunikation og marketing, og jeg tænkte, at det godt kunne være der, drømmejobbet lå. Men min motivation var sådan set også bare at komme ud, være i gang og suge til mig."

Et lærerigt kig ind i virksomhedens forretningsgang og kultur

Efter to ugers introduktion hos Potential in Action-teamet blev vi sendt ud i virksomhederne i vores teams. Mødet med det private erhvervsliv fungerede rigtig godt for mig. Jeg lærte meget om, hvordan tingene grundlæggende foregik, det vil sige forretningsforståelse som fx indsigt i de forskellige afdelinger, forretningsgangen og virksomhedskulturen. Det opbygger man ikke automatisk på et humanistisk studie som mit, så det var enormt lærerigt.

"Jeg lærte meget om, hvordan tingene grundlæggende foregik, det vil sige forretningsforståelse som fx indsigt i de forskellige afdelinger, forretningsgangen og virksomhedskulturen. Det opbygger man ikke automatisk på et humanistisk studie som mit, så det var enormt lærerigt."

Jeg fik også meget ud af at bruge mine faglige kompetencer på casen. Særligt i forhold til de personaer, vi konstruerede i arbejdet med målgruppen, samt i forhold til formidlingen af vores resultater til virksomheden. Opbygningen af troværdige karakterer, logiske fortællinger og formidling generelt er en stor del af litteraturhistorie. Jeg brugte også min erfaring med gruppearbejde fra studiet, ligesom vi havde fået nogle gode værktøjer til teamarbejde og projektkoordinering fra introugerne. Der trådte mine personlige kompetencer i karakter. Jeg begyndte at tage teten, når vi fremlagde, og skabte struktur og overblik. Det motiverede mig en del at prøve koordinatorrollen, og det var generelt meget motiverende at være ude i virksomheden.

Greb muligheden for at gå i dialog med medarbejderne og branchen

Hen mod slutningen af forløbet valgte virksomheden at ansætte mig, og jeg fik at vide, at de især havde lagt mærke til mit engagement, min ansvarsfølelse og min opsøgende og dialogskabende tilgang til medarbejderne. Jeg var nok god til at gribe muligheden for at være ude i virksomheden og synes selv, at det var sjovt at snakke med de ansatte om deres arbejde.

Og så var der også bare god kemi mellem virksomheden og mig – min tilgang og adfærd passede godt ind i deres miljø og flade organisationsstruktur. Selvom min baggrund fra litteraturhistorie ikke lige er normen i en produktionsvirksomhed, der fremstiller gear og tandhjul.

"Min tilgang og adfærd passede godt inde i deres miljø og flade organisationsstruktur. Selvom min baggrund fra litteraturhistorie ikke lige er normen i en produktionsvirksomhed, der fremstiller gear og tandhjul."

Trives med den flade organisationsstruktur – og med at fremstille noget konkret

Efter forløbet hos Potential in Action har jeg i første omgang arbejdet i BJ-Gears kvalitetsafdeling med at udarbejde en håndbog til deres ISO-certificeringer. Selvom det ligger fjernt fra litteraturhistorie, gik det blandt andet ud på at analysere kompleksitet, skabe struktur og kommunikere informationer – og det er jo oplagt for en akademiker. Efter det projekt sluttede, har jeg været i marketingafdelingen, hvor jeg blandt andet står for tekstproduktion og søgeordsoptimering. Så nu er jeg kommet lidt tættere på det formidlingsmæssige fra min studiebaggrund igen.

En af de ting, jeg godt kan lide ved at være i virksomheden, er, at jeg får lov til at udvikle mig meget og byde ind på mange opgaver. Det trives jeg rigtigt godt med. Og så er det spændende at være i en produktionsvirksomhed. Det betyder, at man er en del af en værdikæde, hvor der skabes noget helt konkret – der kommer rent faktisk noget ud af døren. Det vidste jeg ikke førhen, ville gøre en forskel for mig, men det gør det. Så jeg savner ikke noget fra hverken de mere fagnære jobs eller fra studietiden, og jeg er glad for at være endt i en ansættelse, hvor der er så kort vej fra ide til handling.

Find en måde at afdække, hvilke jobs du virkelig skal gå efter

Hvis jeg skal komme med et godt råd til andre nyuddannede akademikere, vil jeg tage udgangspunkt i, at det for mig var vigtigt at få fundet ud af, hvilke stillinger jeg egentlig ville gå efter. Man kan som nyuddannet godt tænke, at det er en god idé at skyde med spredehagl. Man bliver også nemt fanget i primært at søge de fagnære stillinger – og uden viden om virksomhedernes virkelighed er det også svært at stille skarpt på, hvad man for alvor kan levere andre steder. Så mit råd vil være at finde ud af, hvilke jobs, det virkelig giver mening for dig at gå efter. Og så få noget praktisk erfaring, komme ud i en konkret virksomhed og opbygge dit CV i den retning.

"Man kan som nyuddannet godt tænke, at det er en god idé at skyde med spredehagl. Man bliver også nemt fanget i primært at søge de fagnære stillinger. [...] Mit råd vil være at finde ud af, hvilke jobs der virkelig giver mening for dig at gå efter."

© 2020 TANGE GRUPPEN. ALL RIGHTS RESERVED - PERSONDATA